Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Prædikener

Sidste søndag i kirkeåret

Jeg gør ingenting eller slet ikke nok.

Kirkeåret går på hæld. Næste søndag er det 1.s. i advent. Et nyt kirkeår vil snart begynde. Men i dag er det så sidste søndag i kirkeåret. Og vi slutter dette år i kirken af med ord, der uvilkårligt giver anledning til selvransagelse.

Det er ord, der udstiller det, vi forsømmer, ja tydeliggør vores svigt i forhold til dem, vi bare gik forbi og ikke værdigede et blik. Ord, der understreger, at vores væren i verden er forbundet med fordringen om at elske Gud og elske vores næste.

¤

Jesus siger i evangeliet i dag: ”Alt hvad I ikke har gjort imod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.”

Der er ansigter, øjne og menneskekroppe, der dukker op for mit indre. Drengen i Plovdiv, der blev banket for øjnene af mig, og hvor jeg greb ikke ind. Tiggeren på gaden i Oslo, som jeg så men ikke ænsede og gik forbi. Den viden, jeg har fået om dem, der sidder på Kærshovedgård. Jeg gør ingenting eller slet ikke nok. Jeg fortrænger deres eksistens og går mine egne veje.

Her er det imidlertid Jesu ord udstiller mit manglende mod og samtidigt minder mig om, hvad jeg skal i mødet med et andet menneske.

Jesu ord er således saltet i mine sår.

Hvis Jesus ikke siger, som han gør i dag, så ville jeg have endnu lettere ved at fortrænge dem alle og undskylde, at jeg ikke greb ind. Med Jesu ord får jeg ikke lov til at glemme mine forsømmelser. Du er forpligtet til at hjælpe og værne din næste, for som Jesus siger: ”Alt hvad I ikke har gjort imod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.” 

Hvad Jesus, Guds søn, dybest set her indskærper for os er det dobbelte kærlighedsbud. Det er, at du skal elske Gud, og du skal elske din næste som dig selv.

¤

Så står vi her i november som nøgne træer.

Prøv nu ikke på straks på at gå i indre forsvar, indskrænke dit ansvar, og komme med undskyldninger for dine manglende handlinger.

Nej. Jesu ord klæder os af til skindet. Og der er al god grund til, at vi fortsat må bede om vores synders forladelse og har brug for at blive mindet om, det vi skal.

Et kirkeår er nu slut, men godt, at et nyt begynder igen allerede på næste søndag.

Amen

 
Skads Provsti, Skovvej 2, 6700 Esbjerg , Tlf: 51 72 12 92, Email: skads.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21283843 - EAN nr.: 5798000857926