Med udgangspunkt i evangelielæsningerne til de enkelte søndage her mellem påske og pinse forsøger jeg i disse uger at indkredse nærmere, hvad det vil sige at leve med påskedag i ryggen. Hvad er det for et lys, som skinner på os, og hvad betyder det for vores liv og fællesskab med hinanden?
Evangelielæsningerne de sidste søndage har peget på det håb, det nærvær, den beskyttelse, den frihed, den tyngde, den lethed og den frygtløshed og mod, som påskemorgen lyser over os med opstandelsestroen og troen på Jesus Kristus som Guds søn.
I dag lægges endnu et lag til, når Jesus siger:
”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne”.
Jesus siger her, at efter sin død (hans ophøjelse), så skal hans tilhørere forstå, at han er tæt knyttet til Gud, ja at de er ét, Gud Faderen og ham.
Det er en forståelse, en erkendelse og indsigt, som Jesu død og opstandelse åbenbarer, for så vidt, at korset og den tomme grav jo netop tydeliggør Guds magt, kærlighed og vilje til forsoning.
Denne erkendelse rummer dermed ikke blot en viden om forbindelsen mellem Gud Faderen og Jesus, det vækker også en forståelse af, hvordan erkendelse i kristelig forstand altid er knyttet sammen med tro og kærlighed, med Guds givende og forsonende kraft.
Hvad er det værd med nok så megen viden, skriver apostlen Paulus, hvis ikke denne viden, denne erkendelse og forståelse er båret af kærlighed.
¤
Den franske nu afdøde filosof Michel Serres skrev i en særegen lille bog om forurening, Malfeasance, i 2008, om hvordan penge, rigdom og affald hører sammen.
Han skrev i den forbindelse kritisk om, hvordan alt det, vi mennesker producerer, har det med at skabe et fladt billede og at vi mennesker med alle vores ord og billeder, let i det vi fylder verden med alt vores affald, samtidig gør verden omkring os meget lille. Vi producerer, og vi reducerer samtidig den verden, vi lever i, og den verden, vi deler med hinanden.
Det er skidt, siger Serres, hvis vores egne billeder og ord, hindrer os i at se landskabet omkring os, ligesom hvis den støj, vi selv skaber, gør at vi ikke hører vores nabos bøn om hjælp eller hendes rækken ud efter os.
Menneskets sansning af verden er vigtig og dertil en erkendelse af, at vi dybest set inget ejer, at alt er til låns. Der er brug for, ifølge Michelle Serres, at vi slutter fred med verden, den klode, vi bebor.
Den erkendelse og forstå ligger for mig ikke fjernt fra den forståelse, som påskelyset kaster over menneskets liv.
Jesus Kristus,
Du opstandne Herre
Giv os øjne at se med
Og driv resterne af nattens mørke,
Uroen og vreden, havesygen og egoismen
Ud af vores øjne.
Få morgendisen til at forsvinde som dug for solen,
Hurtigt og sporløst
Så vi ser os selv i dit klare lys,
Ser at vi er befriet af dig,
Fordi din kærlighed soner alt,
Du som er fra evighed til evighed
Amen