Gud vær mig nådig i din godhed,

udslet mine overtrædelser

i din store barmhjertighed

Sådan begynder den første af de bibelske læsninger til Bededag. Det er ord fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Disse få linjer rummer egentlig alt, hvad er essentielt;  

Gudsforholdet bygger på Guds nåde, Guds kærlighed og godhed. Den beder vi om med den gammeltestamentlige salmedigter.

Her i denne bøn ligger både tilliden til Gud, men samtidig også indrømmelsen af, at vi som mennesker har brug for Guds forsonende kraft. 

Der ligger her indirekte en indrømmelse af, at vi alle mennesker har hjælp behov. 

Det er et opgør med narcissismen i os og den indbildskhed, som kan gribe fat i os, når vi helt glemmer at reflektere over egen skyld.

¤

Den nuværende regering med et par støttepartier fjernede Bededag for et par år siden. Teksterne findes stadigvæk i kirkeåret, men den er fjernet som helligdag. 

Heldigvis bliver der mange steder endnu denne dag i dag holdt gudstjeneste. 

Og vi er mange, som ikke glemmer denne dumhed, som fandt sted, da regeringen fjernede helligdagen. Den magtbrynde, som man udviste i den anledning. I behøver ikke at prøve at forklare eller forsvare det.

Vi vil imidlertid i alle årets prædiker og i alle årets gudstjenester fokusere på bønnen og udfolde det, som er bønnens univers. Ånden i Bededag kan man i det mindste ikke fjerne:

Dobbeltheden i, at bønnen som forudsætning bygger på den erkendelse og erfaring, at vi mennesker ikke er perfekte. Og samtidig, at Gud ved sin søns fødsel, død og opstandelse har lært os ham at kende som kærlighedens og nådens magt.

Vi er gudskelov og tak ikke overladt bare til os selv og skal ikke lukke os om vores egen lille snævre verden. Vi er som Guds elskede børn givet den opgave at elske og værne om vores næste.

Amen