Kristus er opstanden!
Maria Magdalene og Maria kom til graven påskemorgen. Et jordskælv havde væltet stenen fra graven og på denne bortvæltede sten sad nu en engel, som pegede ind i den tomme grav og forkyndte for de to kvinder, at Kristus ikke længere lå i graven, men at han er opstanden.
Denne engel er budbringeren af påskens mysterium, det underfulde budskab om, at døden aldrig skal få det sidste ord.
Påske bringer en tro og et håb frem, som er båret af Guds store kærlighed til den jord og det menneske, han har skabt.
Kristus er opstanden!
Og påskemorgen er så samtidig håb for os.
¤
I den norske forfatter Jon Fosses roman Morgen og Aften møder vi Johannes. Vi hører om Johannes den dag, han kom til verden, og om den dag, han døde. Fosses fortælling er en roman om livets morgen og livets aften.
Johannes, som er blevet gammel, går på sin sidste dag - han ved det ikke selv - ind i sit udhus, kigger på det hele, alle tingene, som hænger der i skuret. Jon Fosse beskriver, hvad Johannes tænker og ser:
…(Johannes) bliver stående og ser på sin cykel, på de to baljer, træbukkene, og dér på væggen hænger riverne og spaderne, og hver ting er ligesom tungt i sig selv og udsiger ligesom sig selv og alt det, der er udført med den og alt er jo gammelt som han selv, og alt hviler i sin egen tyngde… (36)
Hans hustru Erna er for længst død, men baljerne, som brugte, står der endnu, og Johannes konkluderer:
Sådan er det, menneskene de bliver borte mens tingene de bliver her. (37)
Vi taler ofte om, at tingene er døde. Det er jo bare ting, siger vi, hvis noget går itu. Det er i en vis forstand sandt, men så alligevel: har vi som efterladte stået med et dødsbo, ved vi, at det er tingene, møblerne, billederne på væggen og den ufærdige krydsogtværs som er tilbage, mens den døde ligger begravet på kirkegården.
Riverne, spaderne og baljerne i Johannes udhus står der og fortæller om Johannes og Ernas liv, og på den måde er der noget i tingene, som bærer en historie med sig. En spade og en skovlfår således tyngde af deres historie og deres brug.
¤
Sådan er det egentlig også her påskemorgen i evangelierne beretningerne om Jesu opstandelse. Hos evangelisten Matthæus er det stenen, der er væltet fra. Den ligger der, som et tegn på noget andet end det at være sten. Den blev sat for graven, og den blev nu påskemorgen væltet til side.
Og hos evangelisten Johannes i hans beretning, som vi skal høre i morgen anden påskedag, fortælles det, at noget også ligger tilbage inde i graven. Ikke den døde krop. Han er opstanden. Men ligklædet, han var svøbt i, linnedklædet, der ligger derinde i graven, pænt foldet sammen. Også dette linnedklæde er nu tegn på noget andet og mere.
Stenen og linnedklædet vidner således om opstandelsen. De bærer fortællingen om det skete med sig ind i den nye dag.
Stenen og linnedklæder er for mig at se vigtige ligesom englens ord. Stenen og linnedklædet understreger det, som er sket, og vidner om, at det er her på jord, i denne almindelige verden, opstandelsen påskemorgen fandt sted.
Håbet er et håb, som lyder og realiseres i en levende verden, i den konkrete verden, hvor vi hører evangeliets ord.
Glædelig påske!