Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Stillingsopslag

Ny præst til Stauning og Skjern Pastorater - genopslag

Vil du være både land- og bypræst?

Og vil du indgå indgå i et præsteteam med to andre kollega-præster, så søg denne spændende stilling.

Ansættelse pr. 1. august 2026

Stauning Kirke
Stauning præstegård

Sognepræst i Stauning og Skjern Pastorater, Skjern Provsti, Ribe Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Stauning og Skjern Pastorater, Skjern Provsti er ledig til besættelse den 1. august 2026 eller snarest derefter.

Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed i Stauning Pastorat.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

Har du lyst til at læse mere om Stauning og Skjern Sogne og hvordan kirkelivet m.v. er i sognene, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognenes hjemmesider: Stauning Sogn og Skjern Kirke | Skjern Kirke

Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Ribe Stifts hjemmeside Ribe Stift: Ledige stillinger og via stiftets Facebook-side.

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. 

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Stauningvej 56, Stauning, 6900 Skjern. 

Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Elof Westergaard, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.

Ansøgningen skal stiles til By- Land og Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Ribe Stift pr. mail til: kmrib@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00

Kontaktoplysninger MR-formand Catherine Jean Senkiewicz, Stauning Sogn
Telefon 25 11 89 90 ∙ E-mail: 8774(at)SOGN.DK

Kontaktoplysninger MR-formand Jørgen Christian Pedersen, Skjern Sogn
Telefon 61 55 12 71 ∙ E-mail: 8765@SOGN.DK

Kontaktoplysninger provst Poul Ivan Madsen, Skjern Provsti: 
Telefon 23 42 70 50 ∙ E-mail: skjern.provsti@km.dk

Kontaktoplysninger Ribe Stift
Telefon 75 42 18 00∙ E-mail: kmrib@km.dk 

Kontaktoplysninger biskop Elof Westergaard,
v/bispesekretær Tina Dall:
Telefon 91 17 20 23 ∙ E-mail: kmrib@km.dk

 

Opslag af stillingen:        31. marts 2026
Ansøgningsfrist:               20. april 2026

____________________________________________________________________________________________________

Embedsbeskrivelse: 

Om Stauning sogn 

Som præst for Skjern og Stauning sogne kommer du til at bo i Staunings stemningsfulde gamle præstegård fra 1789. Præstegården er nyrenoveret indvendigt.

Der er masser af plads til at boltre sig på både inde og ude. Til præstegården hører en stor have, som går direkte ud i det, vi kalder præstens skov – en smuk, historisk skov med store bøgetræer. 

Stauning Kirke er en usædvanlig stor og flot middelalderkirke, der udover søndagens gudstjeneste kan rumme mange forskellige aktiviteter, som f.eks. familiegudstjenester, fyraftens andagter eller andre tiltag som kan samle os i kirken.

Du vil blive mødt med varme og interesse når du færdes i byen, af byens ca. 700 indbyggere, hvoraf 577 er medlem af folkekirken. Vi har et meget aktivt lokalsamfund, og rummer et væld af foreninger for sport og fritid. Byen er kendt for sit gode sammenhold og stor opbakning til div. arrangementer. I Stauning finder du også vores lokale købmand, restaurant, fiskesøer, byparken og vores charmerende havn, hvor der er rig mulighed for at købe friske flynder.

Derudover kan vi prale af at have et whiskydestilleri og en ginproducent i verdensklasse
-nemlig Stauning Whisky og Lowlands Denmark.

Stauning er et sogn med hjerterum og interesse for hinanden, og hvor du vil få rig mulighed for at sætte dit helt eget præg på sognets liv. 

 

Om Skjern sogn

Skjern sogn har 8045 indbyggere heraf er 6567 medlemmer af Folkekirken. Sognet har et rigt kirkeliv, mange frivillige og mange kirkelige retninger er repræsenteret i sognet. 

Kirken stammer fra 1100-tallet og er senest renoveret indvendig i 2011. Kirke har plads til i alt 400 personer.

Menighedsrådet består af 11 valgte medlemmer og 4 sognepræster, og der afholdes 9–10 møder om året, hvor der er fokus på samarbejde og plads til smil. 

Der er, ud over denne stilling, ansat 1 provst og 2 andre præster. 

- Der afholdes 1-2 gudstjenester på søndage. 

- Der afholdes gudstjenester på sognets plejehjem. 

- Der er årligt fire konfirmandhold fra en lokal folkeskole, en kristen friskole og en specialskole, hvoraf du vil få ansvaret for et af holdene. 

- Der arbejdes med minikonfirmander, babysalmesang, skole-kirkesamarbejde og højskoledage, som sker i samarbejde med organisten og den daglige leder. 

Skjern kirke og Kirkehus, som blev udvidet i 2016, danner ramme for mange forskellige arrangementer, blandt andet gudstjenester søn- og helligdage, påske-, høst-, og julearrangementer, familiegudstjenester, rytmiske gudstjenester, gudstjenester for demente og særlig sårbare, koncerter, sangaftener, babysalmesang, minikonfirmander, korsang, foredrag i Grundtvigsk Forum, mødeaftner i Y´s Men. Derudover huser det provstikontor, diverse møde- og undervisningslokaler, kontorer og medarbejderfaciliteter, samt præstekontoret. Det er et åbent og meget aktivt hus. 

Kirkens øvrige ansatte består af en daglig leder, en kordegn, tre kirketjenere og en organist. På Skjern kirkegård er der ansat en kirkegårdsleder og flere faste medarbejdere. En arbejdsplads med en god stemning og et godt samarbejde. 

 

Stauning og Skjern søger en præst som er Grundtvigiansk funderet og med det, mener vi følgende: 

  1. - Vil indgå i vores fællesskaber og samarbejde i en kirke og organisation, hvor der er højt til loftet.
  2. - Aktivt vil deltage i sognene med udvikling af nye områder i samarbejde med omverden.
  3. - Er imødekommende, empatisk og udadvendt.
  4. - Kan møde mennesker, hvor de er i livet og tale med dem i øjenhøjde.
  5. - Er teologisk godt og bredt funderet og kan forkynde evangeliet i et nutidigt sprog.
  6. - Er engageret og har forståelse for udvikling og nytænkning.
  7. - Du er selv med til at påvirke gudstjenesteformen. 
     

Som ny sognepræst i Stauning og Skjern får du en stilling som både landpræst og bypræst. To sogne med et rigt kirkeliv, mange aktiviteter, opbakning fra frivillige og 3 kolleger, som du kan indgå i fagligt kollegium med. 

 

Lokalområdet: 

I Stauning er der integreret daginstitution og skole med 95 elever. 

I Skjern og nærmeste omegn er der gode uddannelsesmuligheder for unge, bl.a. på UCRS og VGT. 

Jobmuligheder til ægtefælle/partner: 

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd står bag initiativet Tilflytterjob, hvor du får mulighed for at få dit CV sendt ud til godt 700 lokale virksomheder og andre interessenter. På maillisten er der både private og offentlige virksomheder, gymnasier, folkeskoler samt repræsentanter fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der står sammen om at skabe job til potentielle tilflyttere. 

www.flytmodvest.dk/job-karriere/tilflytterjob 

Læs om og se mere fra Ringkøbing-Skjern kommune 

www.rksk.dk/tilflytter 

www.facebook.com/naturensrige.dk/

 

 
Skads Provsti, Skovvej 2, 6700 Esbjerg , Tlf: 51 72 12 92, Email: skads.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21283843 - EAN nr.: 5798000857926