Vi beder dig:
nedbryd alle hårde hjerter
så vores kulde og stivsind forsvinder.
lad din ånd leve i os
så vi mærker hjertet banke
for det fællesskab vi er en del af,
du som er fra evighed til evighed.
Amen
Det brød jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.
Evangelisten Johannes lader i læsningen i dag til Anden Pinsedag Jesus slutte af med at sige disse ord. Det forekommer umiddelbart som temmelig kryptisk tale. Hvad mener Jesus? Hvad siger han, når han taler om sig selv som brødet, at han er kød og gives som sådan til verden?
Evangelisten Johannes lader ellers ofte Jesus tale både meget enkelt og samtidigt med stor dybde, ja evner at skriver den gåde frem, som Jesus er.
Som når Jesus siger om sig selv:
”Jeg er verdens lys”.
”Jeg er vejen, sandheden og livet”
Eller som vi også hører Jesus i dag sige om sig selv:
”Jeg er livets brød”.
Slutordene i dag om at det brød, Jesus giver er hans eget kød som liv til verden, forekommer mig imidlertid mest af alt kun gådefulde og dunkle.
Jesus ”Jeg-er” ord rummer både en poetisk klarhed og griber samtidig den gåde, det mysterium, som Jesus er med sit liv, sin død og opstandelse. Anderledes med Jesu slutsætning: Det brød jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.
Så derfor: hvad betyder det? Hvad er meningen?
¤
Jesu ord om brødet har sin baggrund i fortællingen i Det gamle Testamente om israelitterne, der er blevet befriet fra slaveriet i Ægypten. De var kommet tørskoede over Nilen og var på vandring mod det forjættede land, en vandring, som skulle vare 40 år.
Livet i ørkenen var ikke bare et liv i frihed, det var også et liv, hvor der fortsat var brug for mad og drikke, og hvor der til stadighed opstod mangelsituationer.
Det var en ørken israelitterne gik i. Sultne begyndte deres maver at knurre og snakken gik. Den ene sagde til den anden: ”Var det nu så slemt i Ægypten? Husker du ikke kødgryderne der? Jo, vi var slaver, men vi blev dog mætte”. Sådan ulmede utilfredsheden, men Gud lod underet ske: Gud sendte en slags dugbrød fra himlen mannaen, lod det falde dagligt, og han sendte et fugletræk af vagtler ind til folkenes lejr. Gud bragte folket dagligt mad, så de havde til dagen og vejen. Et dagligt under skete.
Denne fortælling bliver bragt i erindring og bruger Jesus til at udfolde det under, han har gjort ved at bespise en stor folkemængde med fem brød og to fisk.
Referencen bruges til at tydeliggøre dybden af Jesu under:
Underet i fortiden med mannaen i ørkenen gav israelitterne mætte maver. På samme måde gjorde Jesus den dag fem tusinde mennesker mætte.
Begge er desuden Guds undere, dvs. er tegn på Guds kærlighed og nåde. Gud glemmer ikke det folk, han har skabt.
Det særlige ved Jesu under – og det er det, han får sagt med sin kryptiske sætning - er imidlertid, at det ikke kun er et Gudsunder, som giver mætte maver. Det er et tegn, som peger på Jesus selv og den blivende betydning, han er i vores liv.
Når Jesus sige: Jeg er livets brød, understreger han, at vi kan hente næring hos ham, finder åndeligt føde i hans ord, liv, død og opstandelse, ja i troen på ham. Og når han så også tilføjer, at han giver os del i sig selv, at han er liv til verden, så skal det forstås konkret.
Konkret for så vidt han er Guds søn sendt til verden og at hans ånd nu lever videre ved hjælp af den gode Helligånd. Hans ånd lever. Og konkret idet vi modtager ham i kød og blod i nadverbordet i brødet og vinens skikkelse.
Det bånd, som er knyttet mellem Gud og menneske, allerede i dåben, bliver vi her i nadveren mindet om. Vores liv er ikke et liv isolation, men et gudsgivet liv, hvor Gud stadigvæk melder sig ind i vores liv med sit ord og sin ånd.
Gud og Gudsrige, paradis og himmel, er ikke fjerne steder og riger. Gud har givet sig selv til os - i kød og blod – i åndens nærvær – ja han er nær, så nær, at han ligefrem går i blodet på os.
Det ske i Jesu navn!
Amen