Alting har en tid, 
for alt, hvad der sker under himlen, 
er der et tidspunkt. 
En tid til at fødes, en tid til at dø. 
En tid til at plante, en tid til at rydde. 

Disse ord er fra den første bibelske læsning til i dag og er fra Prædikerens bog i Det gamle Testamente. Rytmen i de gamle visdomsord er smuk og stærk. Det er som digtet i sig selv, ved sin rytme og opbygning, udfolder, hvordan alting har sin tid, at sol går op og sol og går ned. Digtet, som vi vel godt kan betragte det som i dag, er nærmest meditativ i sin karakter; i sin gentagende bevægelse af livets gang fra fødsel til død, fra at plante til at rydde, rive ned og bygge op, omfavne og ikke omfavne, klage og danse, tie og tale, græde og le, og meget mere, foldes livets rytme ud.

¤

Og hvor efterlader Prædikerens ord os så? I en defaitisme og trækken på skuldrene? At sådan er livet? Nej, tværtimod! Det forekommer mig snarere, at den gave, livet er, bliver understreget; som når Prædikeren efter den lange opremsning siger om Gud: ”Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid”, og forfatteren tilføjer så derpå den vidunderlige sætning: ”han (Gud) har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.” 

Guds uudgrundelighed er stor, men han har samtidig menneskene verdens gang på sinde, eller som det heder i Prædikerens bog i oversættelse Bibelen 2020. ”Han (Gud)har også givet menneskene en fornemmelse af evigheden, uden at vi nogensinde vil kunne gennemskue meningen med alt det, Gud gør”. Fornemmelsen og anelsen af evigheden og Guds godhed kan vi måske opleve, tænke og føle, men altid under fortegnet af Guds uudgrundelighed. En anelse og fornemmelse i troens lys og som vokser af blikket på det skabte liv og menneskets væren i sin jordiske eksistens. 

¤

Prædikerens anliggende minder mig dybest set om salmedigteren Brorson, når han i salmen Op al den ting(DDS 15) glæder sig over storheden i alt, Gud har skabt, og når han forundres over græsset, der gror, skovenes vrimlen, blomsterne i enge, stjerneflokken på nattehimlen, havet og himlen. Det får jo netop salmedigteren til at sige: ”Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige: O Gud, hvor er din visdom stor, Din godhed, kraft og rige.” Hvorefter salmen slutter med en stor frydesang i lovprisning af Guds storhed.

¤

Til sidst, Prædikerens og Brorsons forundringsparat har bund i troen på og tilliden til Gud, og vel og mærke ikke blot en glad forundringsiagttagelse, men med en stærk fornemmelse for både Guds godhed og hans uudgrundelighed.

Paulus udfolder så fint i sit brev til romerne, hvori den tillid og tro består i og nu betyder med ordene: ” Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.” 

Og Jesus selv med ordene: ”Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Glædelig sommer!

I Jesu navn Amen