Jeg er for tiden opslugt af at læse om de gamle kirkebygninger, som ligger spredt ud over det danske landskab, og reflektere over deres betydning. Hvilken kulturskat, de dog er.
De mange gamle huse, bygget i Middelalderen, er både af lokal og national betydning. De ligger der som ankre ned i tidsdybet og som konkrete mødesteder for forkyndelsen af det kristne håb.
Jeg kan ikke forstå vores tids instrumentalisering af de gamle betydningsfulde huse, at man ikke bare sådan finder dem værd at bevare, også internt i folkekirken.
Denne problemstilling er jeg opslugt af.
Det at være opslugt af noget, betyder at man er optaget af det, at det fylder noget for én.
¤
Apostlen Paulus taler i epistlen til 24.s.e. trinitatis også om det at være opslugt af noget.
Paulus beskriver den menneskelige længsel efter himlen og Gud som en længsel efter at klædes på, så det dødelige bogstaveligt talt bliver opslugt af livet.
Det græske ord, som Paulus her anvender kan betyde både opsluge og fortære, og det har sin rod i det at drikke og skylle noget ned (katapinw). Det dødelige, siger Paulus, skal blive skyllet ned af livet.
¤
Det modsatte synes ellers at være gældende: døden opsluger og skyller livet ned. Gravens sorte hul og menneskets ødelæggertrang lægger livet øde.
Det at døden opsluger og skyller livet ned er desuden del af den kristne forkyndelse af den kommende dom. En domsforkyndelse, som ligger som en tone også i Jesu ord i disse sidste søndage i kirkeåret.
Tag Jesu ord i dag i evangeliet, hvor han forkynder en kommende dom over os mennesker. Den time kommer, siger Jesus, hvor alle skal opstå fra de døde og: ”de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, mens de, der har gjort det onde, for at opstå til dom”.
I nogle af middelalderens dramatiske kalkmalerier i vores gamle kirker kan man således finde voldsomme skildringer af den kommende dom. F.eks. helvedet skildret som en stor, åben mund på et djævelsk monster, et drageagtigt væsen. Denne mund opsluger de døde og sætter dem i helvedets pinsler. Det er døden, som her opsluger livet.
Det bærende i Jesu ord, er dog indledningen til evangeliet i dag, hvor Jesus fuld af trøst og kraft siger til os: ”Min far arbejder stadig, og jeg arbejder også”.
Der er meget både nu og i det kommende, hvor døden med sin store og altfortærende mund kan opsluge livet, men det bærende er dog håbet til Guds fortsat forsonende kraft, nåde og kærlighed. Der er al mulig grund til at have tillid til at det dødelige bogstaveligt vil blive opslugt ikke af døden, men af livet.
Det ske i Jesu navn!
Amen