”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”, siger Jesus.
Vi er på vej ind i kirkeårets sidste måneder, og her fylder Jesu hårde ord, dvs. forkyndelsen af dom mere og mere.
Det er som om, vi her skal mindes om, inden vi går ind i et nyt år, at der virkelig er noget på spil i livet mellem os mennesker, og at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi forvalter de gaver, vi får givet, og det ansvar, vi har for hinanden som mennesker.
Vi mennesker er ikke kun vores egen herre eller for den sags skyld vores egen lykkes smed, vi er arvinger, givet en jord at forvalte og et fællesskab med andre menneske at udvikle og dyrke. Vi er med andre ord ikke skabt til at ødelægge og brænde af.
¤
Såvel Jesus som profeten Esajas i den gammeltestamentlige læsning i dag taler herom i billeder, nok billeder men samtidig meget realistiske og verdensnære udtryk.
Gud forventer noget af os, siger profeten Esajas, og han fortæller om en ven, som havde en vingård. Denne mand passede sin vingård, værnede om den, men den gav ingen frugt, og han ser den derfor forfalde og opgiver den til sidst; og profeten Esajas glider nu over fra at tale om vingården til at tale om Guds folk: af sit folk ventede han ret, men der kom kun retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom kun nødskrig. Profeten revser derfor sit eget folk, og han vil have dem til at udvise ret og retfærdighed.
Disse ord fra profeten Esajas er langt mere end to tusinde år gamle, men hvor er der dog fortsat behov for, at de ord lyder i en verden, hvor der fortsat lyder nødskrig og begås uret.
Her sådan en efterårsdag er det helt nødvendigt, at vi får det at høre igen. Hør det imidlertid ikke bare som skældud men som udtryk for, at Gud virkelig har større forventninger til os. Vi mennesker er ikke skabt til at være uretfærdige og påføre andre lidelser. Vi er skabte og er sat i verden for at elske Gud og elske vores næste.
Og her må vi da bede om og håbe på Guds nåde og barmhjertighed, for som Jesus siger i evangeliet i dag, så mangler der overensstemmelse mellem det, vi siger, og det, vi gør. Menneskets ondskab er stor.
Jesus illustrerer det med også med en historie om en vingård. Fokus er her imidlertid på forholdet mellem vingårdens ejer og vingårdens forpagtere.
Disse forpagterne viser sig at være både selviske og voldelige overfor deres ejer. De forpagtende vinbønder prygler og dræber ejeres udsendinge, når de kommer for at hente udbytte til ejeren, og de afstår end ikke fra at dræbe ejerens søn, da den unge mand kommer. Forpagterne tænker kun på sig selv og på egen vinding. De siger til hinanden: der har vi arvingen, ham dræber vi. Vi vil ikke leve med en arving, dræber vi ham, kan vi jo bare selv tage arven.
Jesus spørger efter at have fortalt sine tilhørere den historie, om hvad de tror, vingårdsejeren nu vil gøre, når han kommer? Og de svarer som sandt er: ”Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”
Og Jesus nikker og understreger som profeten Esajas, hvordan Guds rige er for dem, der ikke ødelægger livet, men for dem, der bærer frugt.
Som jeg hører disse ord i de bibelske læsninger, så står vi noget afklædte tilbage og må håbe på andet og mere end blot en formaning til os om at vende om og skifte spor.
Gud, vær os nådig!
Amen