Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Prædikener

2. søndag efter trinitatis

Gid du var enten kold eller varm!

Billede af Orgel

To sætninger, som har sat sig i mig, er at finde i den læsning fra Johannes Åbenbaringen, som hører dagen i dag til, 2.s.e. trinitatis. Det er de revsende ord over menigheden i Laodikea (en antik by i det nuværende Lilleasien). Sætningerne lyder:

Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!

Her er ord til andre end dem, der levede i den gamle antikke by. Ordene har kritisk brod også mod os i dag. De rummer en spiddende kritik af al lunkenhed, og resonerer godt med Jesu ord om saltet i evangeliet i dag. Her siger Jesus:

Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal den da blive salt igen?

Der er i dag så meget brug for både salt og det at blive vækket og få spiddet al lunkenhed. 

Vel være at den manglende kraft, som saltet repræsenterer, kan have sin årsag, og at lunkenheden kan skyldes en følelse og erfaring af magtesløshed, men de skal siges imod og møde kritik.  

¤

Den tyske sociolog Hartmut Rosa, hvis bog Social energi. Kilder til kritisk overskud i en ophedet tid, optager mig i denne tid, skriver:

Det er evnen til at starte forfra, og det er denne evne, der giver os social energi – den sociale energi, vi mangler som individer såvel som fællesskaber i det tidlige 21. århundredes kommercialiserede, digitaliserede, optimerede og accelererede livsverdener

(Social Energi, 44)

Uden salt og kraft og med en kun lunken tilgang til livet, så forsvinder evnen til at starte forfra og den sociale energi, kreativitet og fantasi, lukker ned.

Men hvis det er diagnosen af vores tid og dommen over vores samfund og tid, hvordan skal vi da gribe fat? 

Vi kan begynde med at åbne vores ører, også for de mange hårde ord i de bibelske læsninger i dag: 

Netop englens kritiske ord om menneskets lunkenhed kan vi holde op som et spejl foran os selv, lade os anfægte af og selvkritisk tage med os ud, når vi møder hinanden.

¤

Vi skal i det hele taget lytte mere, lytte både til Gud og hinanden. 

Det er næppe tilfældigt, at både læsningen fra Johannes Åbenbaringen og evangeliets beretning fra Lukas evangeliet slutter med ordene:

Den, der har øre at høre med, skal høre

Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

Det er i alt fald et sted at begynde. 

Amen

 
Skads Provsti, Skovvej 2, 6700 Esbjerg , Tlf: 51 72 12 92, Email: skads.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21283843 - EAN nr.: 5798000857926