”Jeg og jeg og jeg. Det handler alt sammen om mig”. Sådan afslører Jesu lignelse om det store gæstebud, livsindstillingen hos de førsteindbudte til det store festmåltid.  

De førstinviterede afviser indbydelsen. De undskylder sig med, at de har en mark at passe, okser, der skal fodres, og en status som nygift. 

”Mit eget først”, er måden de alle møder invitationen på. De stiller sig ikke engang spørgsmålet: ”Whats in it for me”, ”Hvad kan jeg få ud at komme til festen”. Man gider bare ikke være med, prioriterer anderledes.

¤

I disse år sker der på sin vis, i alt fald i tænkningen, en bevægelse væk fra en sådan jeg-verden henimod en større åbning overfor og opmærksomhed i forhold til ens omverden. Jorden og de udfordringer, menneskeheden står overfor, kalder på et større blik.

Spørgsmålet er imidlertid om dette større behov for at forstå vi mennesker som indfældet i verden også vil kunne vække vores interesse og ansvarsfølelse for andre og gøre, at vi i højere grad takker ja til de invitationer, vi får, og ikke bare har nok i os selv? Et er sansen for at indgå i et større fællesskab, den skærpede sans for at mærke verden, men vil vi også være del af fællesskabet og tage ansvar for den? Bliver det kun til et mærk verden!

Vi kan på romantisk vis længes efter at være del af naturen, høre til, være forbundet og knyttet til andet og mere end os selv. En sådan stærkere sans for og en stærkere længsel efter at stå i forbindelse med andet og andre, med andre mennesker og det univers, vi er indfældet i, synes ganske vist at være fremvoksende, men har vi også viljen og modet til at engagere os og tage del i det fælles liv?  

Det enkelte menneskes egeninteresse og tunnelsyn er fremherskende, sådan som Jesu lignelse også udfolder. 

Lignelsen lægger så dertil både en dom og en fortrøstning:  

I Jesu lignelse om det store gæstebud lyder der på den ene side en dom over os i al vores sigen nej. Et nej gør noget ved måltidet; der bliver mindre at dele sammen.

Og samtidig er der så noget dybt nådefuldt og klart håbefuldt i lignelsen ved, at festens vært, nok vred over afslagene på invitationerne, fortsat sender nye invitationer ud. Siger nogle nej, inviteres andre, nye og flere ind. Han byder sine tjenere gå ud på vejene, gader og stræder for at invitere andre ind. Han vil, at der skal være fest, han vil som den gode Gud fællesskabet og rykke os mennesker ud af vores lukkede cirkel.

Gud ske tak og lov.

Amen