Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Prædikener

2. søndag efter helligtrekonger

"Dette, altså evangeliet, er beskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for, at I, når I tror, skal have liv i hans navn."

 

Billede af kirkebænke i Ribe Domkirke

2.s.e.helligtrekonger

 

Jesus Kristus

solenes sol fra Betlehem

Guds ansigt i verden

du fornyede festen i Kana.

Vandet blev med et til ny og gylden vin

da du spejlede dit ansigt i det,

et første tegn på Guds rige.

Al magt i himlen og på jorden er givet til dig.

Vi beder dig

Lad din overrumplende gavmildhed

åbne vores øjne for hvor smålige vi er.

træk os ud af den modløshed

som får os til at stivne og lade stå til.

Forvandl os

så vi berusede af din nåde brænder af lidenskab

og møder hinanden med glæde,

du som selv er Gud,

bærer af hans visdom,

til alle tider og til alle folk.

Amen

 

Jesus gør vand til vin ved brylluppet i Kana, og den vin, han gør, er bedre end den, der slap op.

Dette under er mere end et under og et større mirakel. Evangelisten Johannes kalder Jesu handling, vinunderet, for et tegn, dvs. en handling, som peger på mere end det, det umiddelbart viser.

¤

Vinunderet i Kana var Jesu første tegn – siden fulgte helbredelsen af en kongelig embedsmands søn, bespisningen i ørkenen af en stor menneskemængde, flere tusinde mennesker blev der mættet af fem bygbrød og to fisk. Så fulgte Jesu vandring på Genezareth sø, endnu en helbredelse og endelig opvækkelsen af Jesu døde ven Lazarus.

Alle disse handlinger, undere, mirakler, helbredelser og opvækkelse står som krafttegn på det liv, Jesus bringer.

De er tegn på Guds kærlighed, vilje og magt. Tegn på Guds generøsitet. Tegn på Guds vilje til at være tilstede i menneskers liv.

Det samlende udtryk for alle disse tegn er Jesu død på korset.

¤

Umiddelbart, når man hører beretningen om vinunderet i Kana, kan det være fristende at fortabe sig i spørgsmål, om hvordan kunne det dog ske? Hvordan kunne Jesus forvandle vand til vin, og hvordan kunne han bespise en stor menneskemængde med fem brød og to fisk? Det var vist være kæmpebrød og fisk på størrelse med en hval. Og mon ikke der ved brylluppet var snyd med i spillet? Havde Jesus mon ikke sat nogle flasker til side med god vin? Sat dem ude bagved?

Sådan er vi menneskers tankegang ofte. Der er al god grund til at holde fast i sin kritiske sans, men det er samtidigt vigtigt at kunne høre anliggendet i den fortælling, vi er fælles om at høre.

Vores skepsis står let i vejen for det, vi egentlig skal tage til os, når vi hører beretningen om vinunderet i Kana og om de andre tegn, som Jesus gør.

Vi skal forstå ånden i disse undere, Jesu gør. Se hvad de er tegn på og viser, nemlig Guds generøsitet, hans godhed og vilje til at være tilstede i vi menneskers liv.

¤

Evangelisten Johannes skriver afslutningsvis i sit evangelium, hvad hans anliggende egentlig er med sit skriveri:

Dette, altså evangeliet, er beskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for, at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 

Tro er her at leve fuld af tillid til Guds godhed og at bære hans ånd videre ind i vi menneskers fælles liv. Gør ikke verden mindre med din skepsis. Se underet lige her, hverdagens nåde.

i Jesu navn. Amen

 
Skads Provsti, Skovvej 2, 6700 Esbjerg , Tlf: 51 72 12 92, Email: skads.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21283843 - EAN nr.: 5798000857926