Gud

”Herren bevare dig mod alt ondt, 
han bevare dit liv!
Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid!”

Denne velsignelse, som lyder i den første af denne søndags læsninger, skal vi vende tilbage til. 

¤

Men lad os begynde et andet sted: i evangeliet, hvor Jesus i dag siger om sig selv: ”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.” 

Jesus kalder sig selv et vintræ! Og han tilføjer: ” Jeg er vintræet, og I er grenene”. Det sidste er hans egentlige anliggende, han vil billedliggøre for sine tilhørere, hvor tæt han er forbundet med os. Som grene på et træ er vi forbundet med Guds egen søn. 

Hvert et menneske født, har fået navlestrengen klippet over fra sin mor, men vi er alligevel forbundne. Vi trækker vejret i den samme luft og går på den samme jord, men der er også en åndelig forbundethed os givet i forholdet til Gud. 

Det gør dåben tydelig. Gud knytter bånd, forbinder og forener, trods al den ufred, der kan være mellem os. 

¤

Jo, jeg hører også dommen i Jesu ord i evangeliet i dag. Her lyder forpligtelsen til os om at bære frugt og formaningen om at blive i gudsforholdet, men det grundlæggende er og bliver dog gudsrelationen, som er os givet; håbet givet i, hvad Jesus siger, at ingen kan bære frugt bare i sig selv. Vi lever ud af den kærlighed, som Gud har til os.

Jf. Johannesbrevets formulering i epistlen i dag, hvor brevskriver siger: 

”Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.” 

Og den forhåbning ligger netop også i den gammeltestamentlige salmes ordlyd i dag med den afsluttende velsignelse: 

”Herren bevare dig mod alt ondt, 
han bevare dit liv. 
Herren bevare din udgang og din indgang 
fra nu af og til evig tid.”

Denne forbundethed er helt afgørende og må den også få os til at knytte bånd og forbindelse med hinanden, mennesker imellem. Må den fjerne al had og menneskelig blindhed og få os til at leve ud af Guds kærlighed og nåde.

Gud hjælpe os deri!

Amen