Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;
han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.
Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.
Hør den både meget smukke, opbyggelige og håbefulde bevægelse i disse vers fra den gammeltestamentlige salme, som hører denne søndag til:
Gud bøjer sig ned mod salmisten, hører hans bøn og trækker ham op af slammet og dyndet. Gud giver ham fodfæste, sætter hans fod på klippen, så han står fast. Og ikke nok med det. Gud lader ham ikke blot stå der på klippen reddet, våd og beskidt, for Gud lægger ham også en ny sang i munden, en sang, som salmisten skriver, er en lovsang til Gud.
Gud er altså ikke blot redningsmanden, men den, som giver mennesket ord, nye ord til at leve af. Han fornyr vores liv ved at lægge os en ny sang i munden.
¤
Jeg har altid haft svært ved at forstå den dybere betydning af det billede, som Jesus bruger i evangeliet i dag.
Jesus siger:
”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!”
Jeg forstår dybest set livet anderledes, har en stor glæde ved at koble gammelt og nyt sammen; det er jo netop, hvad jeg som præst gør uge efter uge, fortolker de bibelske ord, tager det gamle til mig, tager ordene til mig og forsøger at gøre dem vedkommende og nye nu. Det er sådan vi tager det gamle til os i gudstjenestens rum.
Men måske er min fejl, at jeg straks prøver at forstå Jesu ord metaforisk og i retning af det allegoriske, som om hvert led kan overføres til nu.
Jesu ord handler i denne forbindelse måske slet ikke om, hvorvidt gammelt eller nyt er bedst. Hvad med i stedet at læse Jesu billede konkret og erfaringsnært, som en sammenligning, der kun gælder et bestemt forhold.
¤
Det kræver måske, at vi spørger, hvordan er det nu med nyt ukrympet stof på gammelt forvasket tøj, og med ny vin på gamle sække?
Hvis jeg sætter en ny lap på et gammelt stykke stof og vasker tøjet, kan det nye krympe. Og hvis man syr det nye stykke, en ny lap, på et gammelt vasket slidt stof, så kan lappen trække sig sammen og rive det gamle itu. Og på tilsvarende måde fungerer det ikke med ny vin på gamle sække.
Det er sådan det kan være, nyt og gammelt passer ikke nødvendigvis sammen ved blot at blive syet eller hældt sammen.
Jesus bruger så dette erfaringsbaserede billede til at understrege, at når noget nyt sker og kommer til, så forandrer det også det gamle.
Og det er jo netop, hvad evangeliet i dag handler om. Jesus kommer og bryder nogle skel ned, skaber sprækker mellem afsondrede og isolerede mennesker.
Det sker ved, at Jesus træder ind i fremmede huse, ind hos dem, vi ikke bryder os om. Han spiser med syndere og dem, vi har dømt ude.
Sådan får Jesus det gamle til at sprækkes og skaber nye åbninger, som kan samle os på ny.
Således handler Jesu ord ikke om, hvorvidt gammelt eller nyt er bedst, men det handler om det nye, han bringer ind i verden til os. Det nye, som gudskelov og tak skaber stadig nye sprækker. Det nye, som netop fornyr, på samme måde, som Gud i den gammeltestamentlige salme trækker os op ad dyndet og ikke bare lader os stå der alene, men lægger en ny sang i munden på os. En ny sang, som hverken er ubekendt eller aldrig sunget før, men som bærer skabelsen i sig og til stadighed kan forny vores liv.
Gud, tak for din sang i os.
I Jesu navn Amen