Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Prædikener

14. søndag efter trinitatis

 

Jesus helbreder ti spedalske (Luk 17,11-19). Han sender de syge hen til templet, siger de skal gå derhen, for at modtage den obligatoriske erklæring på, at de er raske. På vejen derhen, bliver de alle ti helbredte.

Kun en af de ti (og det er endda en fremmed) vender imidlertid tilbage til Jesus og siger ham tak.

Jesus spørger da: ”Hvor er de andre ni? Er det kun den fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?

¤

Det ville have været ordentligt, hvis de andre ni helbredte også var vendt tilbage til Jesus og havde sagt ham tak. Men der er imidlertid mere på spil i evangelielæsningen end spørgsmålet om almindelig høflighed og god takt og tone.

¤

Mindst to tematikker er tilstede: en understregning af kristendommens universalisme og en udstilling af den menneskelige selvoptagethed.

Hvad angår kristendommens universalisme:

En stærke og gennemgående pointe hos evangelisten Lukas er, at det ofte er den fremmede, der udfører den rette handling, her siger tak til Jesus for at være blevet rask, dvs. takker Gud for at få en almindelig hverdag tilbage.

Sidste søndag hørte vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den fremmed samaritaner hjælper, mens både den hjemlig præst og den lovlærd går forbi den overfaldne.

Den opbyggelige pointe i begge læsninger i Lukas evangeliet er, at kristentroen ikke kun er for et afgrænset folk og en særlig gruppe mennesker. Kristentroen er for alle, og andre bliver inkluderet i Jesu gerninger end dem, vi lige regner for noget. Den ånd, Guds søn sætter, trives og vokser også blandt dem, som er os fremmed.

Hvad angår den menneskelige selvoptagethed:

De ni, som ikke vender tilbage og giver Gud æren for deres helbredelse afslører noget centralt og ikke særligt prisværdigt ved vi mennesker natur.

I et foredrag om politikerens arbejde - et foredrag holdt i München i 1919 -  udstillede den tyske sociolog Max Weber vi mennesker og sagde, at i ni ud af ti tilfælde, er mennesker vindbøjtler. Vi lader nemlig vores sindelag bøje fremfor at holde fast og handle ansvarligt. Der mangler en indre alvor hos de fleste mennesker, og vi evner ikke at holde fast i det, vi egentlig finder vigtigt.

Max Weber giver med de ord et rammende billede af menneskets oftest uansvarlige natur og den manglende overensstemmelse mellem det, vi siger, og gør.

Weber udstiller imidlertid ikke kun vi mennesker, for han er optaget af, når han ser et menneske tage ansvar for sine handlinger og stoppe op og sige: Her står jeg og kan ikke andet. Personlige overbevisning og etisk ansvarlighed kan ske at forbinde sig med hinanden, siger Weber.

Jeg ved ikke helt om sammenligningen holder, men der er i fald her en forbindelse til den ene helbredte, som vendte tilbage til Jesus og takkede ham. Der er noget forbilledligt over denne mandshandling. Det var vel en personlig overbevisning forbundet med en etisk ansvarlighed, der fik ham til at opsøge Jesus igen og takke ham.   

Vi kan således lade os inspirere af denne mand, velvidende, at vi nok selv er at regne blandt de ni, som så hurtigt har travlt med vores eget liv og glemmer at sige tak til Gud og se til vores næste.

Derfor må vores bøn være:  

Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

hos dig er der højt til himlen.

Blå og lysende hvælver du over os,

samtidig med, at du går midt i blandt os

i et menneskes skikkelse.

Din nåde strækker sig fra øst til vest og

rækker ud over alle grænser.

Vi beder dig

Forbarm dig over os

når vi kredser om os selv

og glemmer at takke dig for livet.

Lad din Ånd holde os oppe,

og lad din nåde bære os,

du som er fra evighed til evighed

Amen 

 
Skads provsti, Skovvej 2, 6700 Esbjerg , Tlf: 76 12 12 92, Email: skads.provsti(a)km.dk