”Hun burde ikke være her. Kan han ikke se, hvem hun egentlig er, hende, som salver Jesu fødder”. Sådan tænker hver og en af farisæerne i det hus, Jesus spiser i, sådan som det skildres i evangeliets beretning i dag. 

¤

Kvinden, som salver Jesu fødder. Hun lever i synd, hvad det så end konkret vil sige, i alt fald er hun en, som har brudt moselovene og ikke regnes for en af samfundets gode børn. Denne kvinde tillader sig denne dag at træde ind over tærsklen til farisæerens hus. Hun medbringer en alabastkrukke med olie og sætter sig foran Jesus og salver hans fødder.

Kvinden bryder kodeks ved at gå ind i huset. Hun træder ind til en lukket fest, men Jesus gør hende nu til et forbillede på, hvordan mennesket skal handle. Denne kvinde har jo modtaget ham på bedste vis, mens farisæeren Simon, som er husets vært, nok mest af alt har været optaget af sine egne kritiske spørgsmål og iagttagelse af, hvorvidt Jesus nu er at regne som en stor profet eller blot er en dilletant og en falsk person.

Der er elementer i evangeliets fortælling, som jeg finder klichefyldte, måske vel sentimentale, som at denne navnløse kvinde vasker Jesu fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Og jeg har det også svært ved, at Jesus peger på hende, mens han irettesætter husets vært, altså taler om hende mens andre er til stede. men ser vi bort fra det, så er pointen jo både klar og vigtig med denne beretning:

At kristentroen bryder med de lukkede cirkler, med de lukkede rum. 

Den vender desuden vores blik fra at se fejlene i de andre til at se ind ad og mærke bjælken i vores eget øje. 

Og derved også til at forstå, at de ord, som Jesus siger til kvinden: ”Dine synder er tilgivet”, har vi hver og en brug for at høre. 

Og ligeså slutordene til kvinden med alabsterkrukken: ”Synd ikke mere! Gå bort med fred”.

Amen