Sct. Pauls Cantori fra Aarhus gæster Vadehavsregionen i dagene omkring Kr. Himmelfart.
I Sønderho Kirke inviteres til en musikalsk rejse gennem det unikke vadehavslandskab med koncerten "Mellem flod og ebbe", et Vadehavs-oratorium sammensat til lejligheden af Cantoriet, der kombinerer kormusik, orgelværker og solistiske indslag. Inspireret af den særlige natur, fuglelivet og tidevandsbevægelsen vil dette oratorium fortolke Vadehavets dramatiske skønhed og mystik.
Programmet vil bestå af værker af komponister og forfattere, der har hentet inspiration fra naturen og områdets kulturelle arv.
Centralt i oratoriet står korværker af komponisten Bo Gunge, der er hjemmehørende i Ribe.
Endvidere vil der i programmet være referencer til Kr. Himmelfart, da koncerten finder sted i dagene heromkring.
Mellem kor- og orgelindslag vil der også være mulighed for at nyde en række af Cantoriets dygtige solister udfolde sig i sange og arier med tekster af bl.a den sønderjyske digter: Jens Rosendahl.